Udhold til enden — Et KJV bibelstudie med Strongs numre

(Mine personlige tanker — læg mærke til, hvor ofte ordet siger DAGLIGT. De fortsatte dagligt. De brød brødet fra hus til hus. De opmuntrede hinanden dagligt. Dette er ikke en religion med én time om søndagen og én time midt på ugen — et sæde varmet to gange, og resten af livet menneskets eget. Den første menighed levede det hver dag, sammen, og Herren føjede daglig til dem, som blev frelst. En tro, der lægges til side indtil næste møde, er en tro, som forhærdes ved syndens bedrag. Han beder ikke om et besøg. Han beder om et liv.)

(Mine personlige tanker — læg mærke til, hvad Herren gør med de lunkne. Ikke kun de kolde, men de lunkne — den, der har lige nok religion til at være tryg, og ikke nok til at være levende — den vil Han spytte ud af sin mund. At blive ét med Ham er ikke at hænge fast i en tråd, varm om søndagen og kold hele ugen. Det er at brænde. Bedre varm, siger Han, eller endog kold, end den midterting, der gør Ham utilpas. Bliv i Ham, og lad Ham holde dig brændende til enden.)

(Mine personlige tanker — et lille barn i Kristus kan række ud efter flammen, selv efter at Faderen har sagt nej. Det er snublet fra et barn, der stadig lærer, og det ved Faderen. En voksen søn eller datter burde vide bedre. Men her er nåden i det: selv når vi synder, bliver vi ikke kastet bort. Vi har en talsmand — Jesus Kristus, den retfærdige — som altid lever og altid taler til Faderen på vores vegne. Så rejser vi os igen. En retfærdig mand falder syv gange og rejser sig igen. Vi ransager os selv, bekender det, vi har gjort, vender os bort fra det og går tilbage til vor Faders gerning og lader fortiden ligge bag os — for Gud har allerede fjernet vore synder så langt som østen er fra vesten, og han husker dem ikke mere. Men gør ikke denne nåde til en undskyldning. Ezekiel giver den anden side: en retfærdig mand, som vender sig bort fra sin retfærdighed og dør i sin synd, vil ikke blive frelst ved den retfærdighed, han engang havde. Peter viser det samme billede i Det Nye Testamente, og han citerer det gamle ordsprog for at gøre det: en hund, der vender tilbage til sit eget spy, en vasket so, der vender tilbage til sølet — en, som slap bort fra verdens urenhed ved at kende Herren, og som så vendte tilbage til den, værre stillet til sidst end i begyndelsen. Og Jesus siger til dem, som gjorde ondt i hans navn: "Jeg har aldrig kendt jer." Hold nu begge sider af dette sværd, og gør ikke nogen af dem sløv. Herren siger, at ingen kan rive hans får ud af hans hånd — ingen fjende, ingen magt, intet menneske. Den tryghed er virkelig, og det er hans greb, der holder, ikke vores. Men læg mærke til, hvordan han beskriver disse får: de hører hans stemme, og de følger ham. Ordet viser aldrig et får, der bliver revet fra hans hånd; det viser den vaskede, der vender om og går tilbage til sølet, af sin egen vilje. Skriften rummer begge dele — hånden, der ikke kan brydes op, og advarslen om ikke at vende sig bort — og den smelter dem ikke sammen til en let formel, og det vil vi heller ikke gøre. Fortvivl ikke, når du falder: talsmanden er virkelig, og vejen hjem står åben. Formod ikke, at du frit kan vende om: advarslen er også virkelig. Fald, men rejs dig. Rejs dig, og hold ud til enden.)

(Mine personlige tanker — læg vel mærke til dette: hvis det, vi tror, ikke stemmer overens med det, sendebudene forkyndte, så er det OS, der har uret, ikke dem. De så Ham, og hørte Ham, og blev udsendt af Ham. Den, som hører Gud, hører dem. At sætte en lærer over apostlene er at lytte til vildfarelsens ånd.)

(Mine personlige tanker — allerede på apostlenes egen tid sneg der sig folk ind og fordrejede læren. Hvor meget mere i vor egen tid, hvor så meget af det, der læres, er nyt, ikke har rod i det gamle ord, og ikke behandles ret. Noget er ikke sandt, fordi mange mennesker tror det, og ikke fordi det er gammelt i menneskers munde. Det er kun sandt, hvis det stemmer med det, som sendebudene overleverede.)

(Mine personlige tanker — og dette er netop den time: mennesker som ikke vil tåle den sunde lære, men samler sig lærere efter mængden — så mange som kan klø deres ører, og fortælle dem hvad de gerne vil høre. Et menneske kan bygge sig et helt hus af lærere, hvor enhver er ham enig, og enhver har uret. Sandheden er aldrig blevet bevist ved et flertal, aldrig gjort sand ved antallet af dem der tror den, og aldrig bøjet for at behage øret. Vend dig bort fra sandheden, og du er vendt — ordet siger det selv — til fabler.)

(Mine personlige tanker — vi har ikke frihed til at vælge og vrage mellem Guds ord, idet vi holder fast i de lette og forlader de svære. Et menneske lever ved HVERT ord. At lægge til det, eller at tage fra det, er at blive fundet en lygner over for den Gud, som talte det.)

(Mine personlige tanker — her er den ene sten, som mange mennesker lader hele deres argument hvile på: den døende røver blev frelst, siger de, og han blev aldrig døbt; derfor er dåb ikke nødvendig. Lad os nu veje det i lyset af ordet og se, hvad det egentlig hviler på.)

(Mine personlige tanker — overvej nu røveren i dette lys. Ordet siger aldrig, at han ikke var døbt. Det er noget, folk går ud fra, og derefter bygger en hel læresætning på deres egen antagelse. Men hør, hvad ordet FAKTISK siger: Jerusalem, og HELE Judæa, og hele landet omkring Jordan gik ud og blev døbt, idet de bekendte deres synder. Det almindelige folk og skatteopkræverne blev døbt. Skøgerne troede. Kun de farisæere og de lovkyndige nægtede, og blev ikke døbt. Røveren var ingen farisæer — han var en af folket, en forbryder, netop den slags, der strømmede til Johannes' dåb til omvendelse. Og på korset gjorde han netop det, dåben var til for: han bekendte sin synd — vi får, hvad vore gerninger har fortjent. Læg dertil, at Herrens egne disciple døbte endnu flere mennesker end Johannes, over hele det land, i mere end tre år. Så sandheden er det modsatte af undskyldningen: ordet leder os ikke til en røver, der aldrig blev døbt, men til en, der næsten helt sikkert BLEV døbt sammen med de øvrige. De, der støtter sig på ham, har støttet sig på en mand, der allerede var vasket ren.)

(Mine personlige tanker — og lad os antage det værst tænkelige, at han overhovedet aldrig blev døbt: selv da er han ingen rettesnor for dig. Han døde, før den nye pagt trådte i kraft. Et testamente har ingen gyldighed, så længe den, der har oprettet det, endnu lever, og HERREN var endnu ikke død. Røveren blev altså modtaget på den måde, mennesker blev modtaget i gamle dage, inden døren til denne nye pagt overhovedet var blevet åbnet. Og han var naglet til et kors, på hænder og fødder, og kunne ikke komme ned for at blive døbt. Gud kræver lydighed af et menneske i det, som det er i stand til at gøre. Det, en døende mand IKKE kunne gøre, er ingen undskyldning for en levende mand, der KAN. Du er ikke naglet til et kors; du kan adlyde.)

(Mine personlige tanker — så hele undskyldningen hænger på en antagelse, som ordet aldrig udtaler. Den står imod det klare vidnesbyrd, som ordet faktisk giver. Det er et hus bygget på sandet, og dets fald skal blive stort. Men budet står på klippen, og det har ikke flyttet sig: omvend jer, og lad jer døbe, hver og en af jer.)

(Mine personlige tanker — men hør også dette med ærbødighed, og ikke med en skødesløs antagelse om, at du allerede forstår det hele. Mange har antaget det og har fejlet. Og vi, som bringer jer disse ord, gør ikke fordring på at vide alt. Vi er stadig lærende og rede til at blive rettet af ordet og af dem, som blev udsendt. Men vi vover ikke at ændre det, som budbringerne klart har sagt. Så undersøg det selv: hvis vi har fejlet, så lad ordet rette os. Men vær forsigtig, at du ikke lader dig føre på afveje ved at lytte til menneskers stemmer højere end apostlenes stemme fra Lammet. Vi ser på dette spørgsmål i en sådan detalje som et eksempel på, hvordan man stadig kan tro noget, selv når Bibelen på overfladen synes at pege kraftigt i den anden retning. Vi må ret dele ordet: vi kan ikke lægge noget til det, og vi kan ikke tage noget fra det.)